Banedanmark tager kædeansvaret alvorligt

1. sep 2010 | Nyheder
Banedanmark lover at gøre en aktiv indsats for at hindre, at de ansatte, som flytter med over i privatiserede firmaer, bliver underbetalt, fordi deres arbejdsgiver ikke har overenskomst.

Når det danske jernbanenet skal renoveres, når der skal lægges nye skinner eller arbejdes på banen i al almindelighed, er det Banedanmark, der står for arbejdet.

Men i takt med at man fra politisk side har besluttet, at mere og mere arbejde skal udliciteres til private, har Banedanmark efterhånden en lang række underentreprenører til at udføre arbejdet for sig – og mange af disse underentreprenører har ikke overenskomst.

Faglig sekretær, Ulla Usbeck står for organiseringen af BJMFs medlemmer på Sjælland, som udfører arbejdet på det danske skinnenet, og hun ved godt, hvilke farer der lurer for medlemmerne:

– Mange af dem var tidligere ansat hos Banedanmark selv, og der var selvfølgelig overenskomst. Nu er man pludselig ansat et andet sted, og folk er ikke vant til at stille spørgsmålstegn ved, om der er overenskomst, forklarer den faglige sekretær.

71 % uden overenskomst
En gennemgang af Banedanmarks entreprenørliste afslører også omfanget af manglen på overenskomst.

På Banedanmarks oversigt over entreprenører og underentreprenører (pr. 4.8.2010) figurerer 112 firmaer – af dem er det kun 32, der har overenskomst. Det vil sige, at 80 firmaer på listen, svarende til 71 %, ikke har overenskomst.

Og dermed er ansatte hos disse firmaer ikke dækket. Det er derfor vigtigt, at ansatte hos underentreprenører for Banedanmark får tjekket deres løn og ansættelsesforhold igennem.

Hos Banedanmark er man godt klar over problematikken, og rent juridisk kan man ikke kræve, at underentreprenørerne har overenskomst. Til gengæld kræver de, at ansatte hos underentreprenørerne ikke bliver ringere stillet end overenskomsten. Der er således i Banedanmarks kontrakter med underentreprenørerne en klausul, som skriver:

”Er ovennævnte arbejdsforhold ikke omfattet af kollektiv overenskomst, må løn- og arbejdsforhold ikke være mindre gunstige end de vilkår, der i al almindelighed tilbydes arbejdstagere, der udfører arbejde af tilsvarende art på samme sted.”

Vi ønsker ikke underbetaling
Og Banedanmark mener det alvorligt. Pia Vivi Steffensen, områdechef for indkøb og ejendom, forklarer således:

– Vi ønsker ikke underbetaling hos Banedanmark, uanset at det er en underentreprenør, der udfører arbejdet. Og hvis der er nogle medlemmer, der ikke får hvad de skal have i forhold til overenskomsten, så opfordrer hun medlemmerne til at henvende sig i fagforeningen. Derefter kan fagforeningen tage fat i Banedanmark, som vil tage affære.

Pia Vivi Steffensen vil, hvis fagforeningen kommer med medlemmer, som er blevet underbetalt i forhold til overenskomsten, derefter tage fat i firmaet:

– I overholder ikke jeres kontrakt med os. Se at få det bragt i orden! Banedanmark vil således gå
aktivt ind i sagerne, hvis nogle af de 71 % af firmaerne uden overenskomst ikke betaler deres ansatte nok. Uanset at Banedanmark er højere oppe i kæden, og den person, der bliver underbetalt, ikke er ansat direkte hos Banedanmark. (RasmusK)

Byggefagenes Samvirke København | Lygten 10 | København N 2200 | 35 83 24 22 | post@bygsam.dk